I netavisen Altinget skriver Torben Hansen fra Randers Byråd og KL´s Miljø- og Teknikudvalg, at vi skal have mere miljø for pengene. Jeg giver ham fuldstændig ret i, at vi skal væk fra den ensidige indsats mod kvælstof og søjletankegang, når der fremover skal bruges 1.500 mio. kr. mere i vådområdeindsatsen mod kvælstof til vores fjorde og kystnære områder. Lad os nu få lov til at lave helhedsløsninger og samtænke flere formål med naturgenopretning i vores ådale og lavbundsarealer.

Jeg har lavet naturgenopretningsprojekter i snart 20 år, både som konsulent, amts- og statsansat og kan konstatere, at midlerne til disse projekter er blevet mere og mere målrettede enkeltelementer, som enten at fjerne kvælstof, fosfor eller tilbageholde CO2. Jeg giver derfor Torben Hansen fra Randers Kommune fuldstændig ret i, at vi skal væk fra den ensidige indsats mod kvælstof og søjletankegang, når der fremover skal bruges 1.500 mio. kr. mere i vådområdeindsatsen mod kvælstof til vores fjorde og kystnære områder. Se Torben Hansens artikel  her

I de første statslige naturgenopretningsprojekter som Skjern Å og de første amtslige vådområdeprojekter under Vandmiljøplan II var det ikke noget problem at lave helhedsløsninger. Men desværre er virkeligheden anderledes i dag, hvor formålene i projekterne ikke må blandes sammen, og hvis de gør det, bliver projekterne diskvalificerede og der kan blive uddelt dummebøder, fordi de ikke lever op til statens egne regler og kassetænkning. Dette er en uheldig udvikling, der er sket som følge af bl.a. en lang række af politiske aftaler og ønske om at kunne måle en bestemt indsats samtidigt med, at projekterne så vidt overhovedet muligt skal finansieres af EU’s landdistriktsprogram med dertilhørende kontrol og bureaukrati.

Som naturgenopretter er der ikke noget vi hellere vil, end at se i helheder og sammentænke og tilgodese så mange ønsker til et naturprojekt som muligt, herunder naturhensyn, autencitet, rekreative interesser, klima, fremtidige plejemuligheder, forbedring af fysiske forhold i vandløbene mv. Men det er ikke nemt i dag. Når vi f.eks. laver et lavbundsprojekt må vi ikke kalde det udlægning af gydegrus eller skjulesten, når vi hæver vandløbsbunden, for så er formålet ikke at hæve vandstanden for at tilbageholde CO2, men af hensyn til ørredernes gydemuligheder, hvilket pengene ikke må bruges til. I vådområdeprojekter, hvor der er problemer med for høj en udledning af fosfor, bruges som afværgeforanstaltning, at topjorden med det for høje fosforindhold fjernes velvidende, at det organiske materiale, der flyttes uden for projektområdet koldforbrænder og der derfor udledes en masse CO2. Desuden udledes store mængder CO2, alene ved den store transport af materialer. I vandløbsprojekt, hvor der skal fjernes spærring må der ikke samtidigt tænkes i hævning af vandløbsbund ud over regulativmæssig bund selvom det er ok for lodsejerne, dog selvfølgelig mod kompensation. Og på den måde er der den ene uhensigtsmæssighed efter den anden ved ikke at kunne tænke i sammenhængende projekter.

Hvorfor ikke bare tage udgangspunkt i, at vi udmærket ved, at vi opnår de største gevinster med naturgenopretning i netop vores ådale og på vores lavbundsarealer. På trods af mange års landbrugsdrift og udledning af fosfor fra landbrug og rensningsanlæg er det i ådalene og på lavbundsarealerne, at der er det største potentiale for ny sammenhængende natur og største biodiversitet. Jeg opfordrer til at reformere tilskudsordningerne til ådalene og lavbundsarealerne og tænke i helhedsløsninger, så disse arealer bliver fremtidssikrede og ikke kun optimeret til enkelte formål. Det er også disse arealer, der for mange år siden blev kaldt marginaljorderne og som vores landmænd har mindst interesse for, men også hvor der i dag er mange konflikter omkring vedligehold af vandløb og landmændenes interesse i at bruge arealerne intensivt. Det er altså ikke nyt eller raketvidenskab, at det er disse arealer, som skal konverteres til natur, i en fornuftig prioriteret rækkefølge, men med ordentlige helhedsløsninger, hvor natur-, vandløbs-, landbrugs-, klima- og rekreative interesser kan få lov til at gå op i en højere enhed.

Åbninger på vej mod projekter med helhedsløsninger

Ved at inddrage de lokale brugere og interesseorganisationer er der rigtig gode erfaringer med, at der kommer et stort lokalt engagement, men som alt for ofte dør hen, fordi ønskerne ikke kan imødekommes. Kasserne med f.eks. penge til vådområder og midler til rekreative formål måtte indtil fornyligt ikke blandes sammen. Der er dog heldigvis nu kommet en lille åbning, hvor der med regeringens naturpakke blev afsat 15 mio. kr. til synergiprojekter. Læs mere på SVANA’s hjemmeside Tanken er, at der laves fyrtårnsprojekter, der skaber synergi mellem klimatilpasning, natur, friluftsliv og tiltag, som reducerer udledning af kvælstof. Der er heldigvis også åbnet op for, at der må etableres stier i randområderne, hvor det ikke er i konflikt med formålet med vådområdeprojektet. Pengene skal kommunerne eller lokalområdet dog selv finde. Som Torben Hansen referer har der været en massiv ansøgning om disse midler til synergiprojekter. Der har således været 26 ansøgninger, der har søgt om i alt 50,7 mio. kr., og desværre er det en ordning, som kun køre denne ene gang.

Der er tilbage i 90’erne lavet mange naturgenopretningsprojekter, hvor der blev tænkt i helheder så jeg mener ikke vi har behov for nye fyrtårnsprojekter. Det der skal til, er politisk vilje og forståelse for nødvendigheden af, at se på potentialet på de enkelte marginalarealer og ikke en suboptimering af f.eks. kvælstoffjernelse. Der skal desuden afsættes statslige og kommunale midler, som ikke forudsætter medfinansiering fra EU’s landdistriktsmidler. Dette er nødvendigt for at kunne tilbyde engangserstatning til nogle af lodsejerne, som ikke kan opnå støtte gennem de almindelig landbrugsstøtteordninger, som f.eks. de lodsejere, som har meget små arealer eller arealer, der ikke per definition er landbrugsarealer, som f.eks. have og naturarealer. For at få mindre bureaukratiske projekter kunne det også være en fordel at forundersøgelserne alene gennemføres af statslige midler uden støtte fra EU.

Mutifunktionelle jordfordelinger
Når der laves naturgenopretningsprojekter er jordfordeling en af de vigtigste redskaber, når landmænd skal kompenseres. Men heller ikke i jorddelingerne må der tænkes længere end de løsninger, der alene skal til for at løse projektets jordfordelingsbehov. Men der er et kæmpe behov for at rydde op i de ikke tidssvarende ejendomsstrukturer. Jordfordelingsredskabet er et fantastisk redskab til at samle arealer i større og bedre arronderede arealer og til at minimere landbrugstransport mv. Det er spild af samfundsmæssige gevinster, at det ikke samtidigt med et naturgenopretningsprojekt må bruges jordfordeling til at tilgodese andre ønsker i et lokalt område som f.eks. til at skabe sammenhængende arealer til grundvandsbeskyttelse, skovrejsning og stianlæg mv. I 2014 tog Realdania initiativet til et projekt, der hedder “Det åbne land som dobbelt resource”. Under dette projekt er der i dag igangsat forsøg med multifunktionelle jordfordelinger, hvor der netop er fokus på “at skabe fælles løsninger, der kan håndtere de mange forskellige interesser og måder at anvende landskabet på“. Med projektet vil de vise nye, fremsynede veje til brug af landskabet, der ikke udelukker, men gavner hinanden. Der er igangsat tre jordfordelinger i Jammerbugt, Skive og Ringkøbing-Skjern kommuner. Jeg synes det er et utrolig spændende projekt som bliver spændende at se resultaterne af.

Vådområdeprojekt Korup Å
Vådområdeprojekt Korup Å