Fiskeri da far var dreng

Meget vand er løbet i gennem åen siden jeg begyndte at fiske. Du kan læse om minder og historier fra et halvt fiskeliv. Jeg har været langt omkring med lystfiskeriet lige fra skaller, ål og hajfiskeri.

Hajfiskeri på Gran Canarie


Ål og skaller i Sortmosen

Sortmosen

Noget af det første fiskeri jeg var med til var i sortmosen, der er en mindre sø i Jeksen Ådalen, hvor der var godt at fange skaller. Der var mange, men de var ikke store. Jeg synes dog det var fantastisk alligevel at fiske efter skallerne, da det var til stor fascination at holde øje med den lille prop, der lå på den spejlblanke sø. Jeg fiskede også efter ål i søen. Jeg lagde nogle fiskekroge ud med orm hen over natten, og cyklede tidlig morgen op til søen for at tjekke om der var noget på krogene. Jeg fangede ikke så mange og de var heller ikke så store, men det gav lysten til at fiske.

 

Fiskeri efter fladfisk fra kysten

Jeg var ikke ret gammel da familien fik sommerhus ved Saksild Strand. De første år havde vi ikke båd, så vi begyndte med at fiske med stang fra stranden. Vi fiskede om aftenen til det blev mørkt og flagermusene kom frem. Mens vi ventede på, at en ising eller skubbe bed på vores fladfisketackle med sandorm, kunne vi få tiden til at gå med at kaste sten op i luften som flagermusene dykkede efter. De første gange måtte jeg have hjælp fra min far eller brødre til kaste tacklet  ud. De skulle så langt ud som muligt, gerne mellem 2. og 3. revle. Vores stænger var ikke lige gode til at kaste med og der var altid rift om, at få den stang der kunne kaste længst. Sandormene gravede vi op om dagen, eller vi brugte hjemmelavet pumpe. Den bestod af et vandrør, hvorpå der var påsvejset en stålplade på ca. 20×20. Når vi så stod i vand til knæene, pumpede vi løs på i sandbunden, hvor vi kunne se de klassiske ormeekskrementer til der kom ca. 30 40 cm huller. Så var det bare at vente til vandet klarede op og der forhåbentligt kunne samlet et par fede sandorm op. Det føltes altid rigtig surt, når der ikke var nogen sandorm for det var hårdt arbejde. Det gav altid sådan nogle gule fingre at røre ved ormene. Der var også nogle gang sandigler. Vi syntes de var ulækre og vi var ikke glade for at røre ved dem. I dag er det vist den foretrukne agn for nogle lystfiskere, men jeg foretrækker stadig almindelig sandorm. Nogle aftener var fiskeriet bedre end andre, men det rykkede først for alvor i fiskeriet, da vi fik vores første båd. Med båden kunne vi sejle ud og fiske efter fladfiskene om dagen og sejle hen til steder, hvor vi også kunne være heldige at fange torsk. Vi prøvede også at sejle lige så stille med et blink efter båden, og fangede vores første hornfisk. Det virkede meget eksotisk for sådan en havde vi ikke haft i hænderne før. Det var heller ikke mindre eksotisk da jeg fangede min første havørred på denne måde. Vi viste simpelthen ikke det var muligt, men er jo heldigvis i dag blevet meget klogere. Ikke mindst i de efterfølgende år, hvor jeg flittigt besøgte bibliotekets hylder med bøger om lystfiskeri. Bøger der virkeligt gav et stort indtryk var Jens Plovs Hansen lystfiskerbøger. Han var Skandinaviens lystfisker guro, som udgav lærerige bøger og film i 80’erne og 90’erne og som virkelig var med til at sætte skub til kystfiskeri efter havørreder.

 

Hajfiskeri

Jeg var i mange år i træk på vinterferie med min mor og far til Puerto Rico på Gran Canarie. Sidst på dagen var der tradition for, at min far og jeg gik en tur på havnen for at se, hvilke fisk der blevet landet af de mange turbåde med turister, der havde været på biggame fishing. De kom ind med store sejlfisk, tun, moræner, dorado, hajer og kæmpe blue marlin på flere hundrede kilo. Det var vildt spændende.  Da jeg var 15 år fik jeg endelig lov til at tage med en turbåd på biggame fishing. Der blev fanget en mindre fisk, som blev brugt som madding. Der skete ikke meget i løbet af dagen, men endelig sidst på dagen var der bid. I båden var det også et par tyskere, og da der ikke var fanget andet hjalp vi hinanden med at hale hajen i land. Det var en spændende fight, hvor vi var spændt fast til fighterstolen med fiskestangen og det kæmpe fiskehjul mellem benene. Blåhajen vejede ca. 100 kg. og var 2,5 meter lang.


De første fisketure til åen

Mine første fisketure i en å var i den nærliggende Århus Å ved Pinds Mølle. Jeg bandt fiskestangen fast på cyklen og cyklede glædeligt de ca. 6 km for at kommer dertil. Det var en stor udflugt den gang i en alder af 10-12 år.

Langs med åen lå Pinds Mølle Dambrug. Herfra var der ofte udslip af regnbueørreder, og det var ikke svært at fange ørreder i åen. Det var dog ikke kun regnbueørreder, men også bækørreder jeg fangede. Jeg fiskede enten med en lille prop, tyndt forfang, lille krog og orm. Kunsten var at få vægten mellem prop, orm og lille blylod til at gå op i en højere enhed, så krogen kunne følge vandstrømmen i en ikke alt for hurtig fart ned mellem sten og huller i svingene. Jeg havde nogle foretrukne kroge til formålet. De skulle ikke være for store, gerne en tynd guld farvet krog. Jeg begyndte også at bruge små ABU spinnere. Jeg fiskede oftest om sommeren, hvor vandstanden ikke var så høj, så det kunne godt være svært at navigere rundt i åen mellem sten og vandranunkler med den lille spinner.
En af fisketurene til åen blev dog til noget helt særligt. Det forlød nemlig at dambruget var gået konkurs og stod ubeboet hen. Der var nogle andre drenge, der begyndte at fiske i fiskedammene, og jeg fulgte med. Det var vildt sjovt, for der var jo bid hele tiden. Så den dag kom jeg hjem med en usædvanlig stor pose med ørreder. Det var dog lidt pinligt at fortælle, hvor jeg havde fanget dem.

 

Tatte efter ål

Tattenål

Under mit studie til landinspektør i Aalborg, bliv jeg af en studiekammerat indviet i at tatte ål. Tatning efter ål er en gamle og skånsom fiskemetode fordi ålene ikke bider på en krog, men ålen sidder kun fast på den tråd, som bruges til at tatte med. Det gør de fordi deres tænder er bagudrettet og virker som modhagere. Tatten som vi brugte, lavede vi ved at sy orm på en kinesertråd, der var lagt dobbelt. Vi købte en særlig tattenål til formålet, der gjorde det dog noget ulækker arbejde noget nemmere. Der skal bruges ca. 1 meter orm, der bindes sammen i enderne og vindes op så det bliver en løkke på ca. 10-15 cm. Til løkken kan monteres et blylod på en lille tjavs. Fra løkken bindes så en kraftig fiskeline på en ca. 1,8 – 2.0 meter lang bambus kæp. Linens afstand skal passe med at tatten kan nå bunden, hvor du fisker og må ikke være længere end, at den kan løftes ud af vandet i et jævnt træk og op på land. Så er det ellers blot at tage ud i sommernatten, gerne fra når mælkebøtterne blomster til ca. 1 september og, når det er nymåne. Det kan være lidt af et arbejde at finde orm, hvis man ikke lige har en god hønsegård eller lignende at grave orm i. Vi boede den gang i en lejlighed inde i byen, men fandt ud af, at vi kunne gå på jagt i byens parker og græsplæner efter ormene. Dette gjorde vi, når det blev mørkt, hvor vi fandt ormene i græsset med en lommelygte. Tatten kan også fryses ned og genbruges til en anden gang. Når ålene hugger er de gerne meget forsigtigt til at begynde med. Så snart der et fast træk på tatten, løftes den ud af vandet med ålen. Det kan godt kræve lidt øvelse at få ålene ud af vandet og helt op på land. Det er en rigtig god idé at have noget at lande ålen på, da den ellers lynhurtigt forsvinder i vegetationen. Nogen bruger et lagen eller børnebadebassin til at svinge ålen op på. En god pandelampe og åletang er kan anbefales. Min første tattetur var en kæmpe succes, og jeg har ikke oplevet en så god en tattetur siden. Det var vildt sjovt, da der næsten var noget ved tatten hele tiden, men der var en del indlæring med at få tatten ud af vandet uden at ålen faldt for hurtigt af, og vi havde heller ikke noget at svinge ålene op på.  Men vi tre som tattede, havde 18 ål med hjem i størrelser, der både var  egnet stegning og rygning. Det var en fest for os fattige studerende den gang.